"Lamprologus" callipterus Boulenger 1906
Verdens største sneglehusart !

Tekst og foto: © Henrik Malchau

callip04.jpg (38036 bytes)
"Lamprologus" callipterus, hannen står vagt over sin rede

Vil man holde en sjov og interessant cichlide, bør man anskaffe sig "Lamprologus" callipterus.
Det er verdens største sneglehusart, stor nok til at kunne bære et Neothauma sneglehus (for hannernes vedkommende). Der er nemlig en utrolig størrelsesforskel på kønnene. Hannen kan blive ca. 16 cm og hunnen sjældent mere end fem-seks cm, der er ligeledes hanner der aldrig bliver mere, de lever under dække af tilsyneladende at se ud som hunner, og når den store han i sit revir parrer sig med hunnerne, smutter den lille han imellem og gør sit til at befrugte æggene, det er jo en smart måde at føre sine gener videre på, uden at skulle stå for alt det hårde arbejde som at grave en rede, hente tomme sneglehuse og så tilmed forsvare et territorium.

Fisken lever i Tanganyikasøen hvor den er meget udbredt, den findes i hele søen og der er så vidt jeg ved ikke nogle geografiske varianter. Den træffes oftest i store flokke på indtil flere hundrede individer, som består af unge hanner, der endnu ikke har taget et revir, de hærger overalt, hvor de kommer frem, de er i kraft af sammenholdet i flokken en stor fare for alle fisk, de støder på, når de svømmer hen over et område. Alle yngelplejende fisk kan roligt regne med at blive overfaldet af flokken, som æder alle de unger, de kan gabe over med en glubskhed, der er temmelig frygtindgydende, ellers er dens føde mest rejer og krebsdyr.

De hanner, der er store nok til at holde et revir, har derimod en ganske anden adfærd. Man finder dem i områder nær klipper med tomme neothauma sneglehuse, hvor de graver en temmelig stor rede, der så skal fyldes med tomme sneglehuse, dem finder de i området og hos andre hanner af samme art. Reden kan sagtens rumme over hundrede sneglehuse, og en han kan have mere end tyve hunner i sit harem.

callip01.jpg (38273 bytes)
Hannen er stor nok til at bære et tomt sneglehus

Jeg så i en film hvordan flere hanner stjal sneglehusene fra hinanden. Det er et ganske sjovt skue, jeg har været så heldig også at se i mit eget akvarie.

Det startede med at en ven havde tre hunner og en lille han, men manglede nogle store hanner, til at sætte hunnerne i legehumør; det ser ud til at de små hanner ikke kan få gang i hunnernes yngleinstinkt, så uden tilstedeværelsen af en stor han, sker der intet.

Der kom efter et stykke tid nogle store hanner til Danmark, så nu kunne han få samlet en flok, nu var hans problem (til held for mig) at han ikke rigtig havde plads til dem, så efter en del overtalelse og drillen lå der en dag fire fisk i en pose til mig, det var en foræring, som jeg var og er MEGET glad for.

callip02.jpg (36471 bytes)
Hannen er væsentligt større end hunnen

Jeg fik fat i to store flotte hanner og tog nu de seks fisk med hjem. Hunnerne må have været godt rognsvære, og hannerne havde virkelig savnet tomme sneglehuse, for de startede straks med at samle alle sneglehusene i akvariet i hver deres bunke. Nu kunne jeg for alvor iagttage denne utroligt sjove adfærd med tyveri fra hinanden. Den ene han er dog så meget større end den anden, at den nu har alle sneglehusene i sin rede.

callip03.jpg (33198 bytes)     

Når en han stjæler et sneglehus fra en anden hans rede, undersøger den det meget nøje når den kommer tilbage med det i sin egen rede, det kunne jo være så heldigt, at der er en hun i det. Jeg har læst et sted at hannerne skulle æde ungerne, hvis der er nogle i et af de sneglehuse, de har stjålet fra en anden han, så skal de ikke bruge energi på at forsvare fremmede gener. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er en kendt sag at dyrenes konge han-løven, dræber ungerne i en flok, som han lige har overtaget fra en anden han, af netop samme grund.

Jeg sad og så fiskene lege om morgenen; hunnen for op til den største han og viste, med nogle meget flaksende bevægelser rundt om hannens hoved, at den var interesseret i leg, Hannen førte nu hunnen rundt i sin rede og viste den indtil flere sneglehuse, ved at stikke hovedet ind i dem og svømme rundt om hende med nogle vrikkende bevægelser fra side til side. Hunnen svømmede ind i dem, men fandt ikke et hun syntes var egnet, før efter et stykke tid, (det så sgu' næsten ud som et ægtepar der diskuterede huskøb).

Det var helt tydeligt, at det var hunnen, der bestemte valget af sneglehus. På grund af hannens størrelse er det jo logisk, at han ikke kan komme ind i sneglehuset, så hunnen svømmede ind og lagde sine æg, og kom ud og gjorde hannen opmærksom på, at nu skulle han befrugte dem. Det gjorde han simpelt hen ved at lægge sig over sneglehuset og så afgive sin sæd i åbningen. Hunnen hjalp til ved at svømme ud i ny og næ, derved skabes et vakuum inde i sneglehuset, og sæden bliver automatisk ført frem til æggene.

callip06.jpg (29543 bytes)
Hannen lægger sig oven på sneglehusets åbning for at befrugte æggene

Efter selve legen bliver hunnen i sneglehuset næsten uafbrudt og vifter frisk vand ind i det. Hun kommer nærmest kun ud for at æde. Der går en lille uges tid, før hunnen begynder at være mere ude. Det hænger nok sammen med at æggene er klækket, og de små larver til en hvis grad selv er i stand til at bevæge sig og lave turbolens i vandet med halerne. Efter ca. to uger er ungerne så småt klar til at udforske verden uden for sneglehuset.

I naturen lever hunnerne altid i området med sneglehuse, hannerne forlader reden, når de ikke kan skjule sig i sneglehusene længere og danner de før omtalte flokke.

Fodringen af ungerne er ikke anderledes, end hos de andre arter i "Lamprologus" slægten. De voksne fisk er stort set altædende og er temmelig grådige. Når jeg tør frost foder op, bruger jeg en lille kop, som jeg hælder fra, når jeg fodrer, og mere end en gang er fiskene smuttet helt ind i den, også selv om den næsten er over vandet. Selv om arten er temmelig glubsk, er den ikke særlig aggressiv over for artsfæller og andre, den forsvarer sit territorium men lader ellers de andre fisk være i fred. I naturen er der sågar flere andre sneglehusarter, der får lov til at opholde sig i reden, der nyder de så godt af den beskyttelse, som hannen giver. Jeg har tit haft lyst til at sætte nogle andre sneglehusarter ned til mine "Lamprologus" callipterus, men jeg har på fornemmelsen at det hurtigt kan gå galt, for jeg tror, at hannerne vil betragte de nye beboere som foder, et akvarie på 530 l er jo ikke ligefrem naturen.

callip05.jpg (35275 bytes)

Dette er en fisk, som jeg kraftigt vil anbefale den erfarne som mindre erfarne cichlide-akvarist, for den vil tryllebinde enhver, der kan lide en spændende adfærd, og den er tilmed let at holde. En han og et par hunner kan gå i akvarier på ned til 160 l; hvis der er flere hanner til stede, vil jeg ikke bruge et akvarie på mindre end 325 l.

© Copyright 1998-2011, Henrik Malchau
All rights reserved